Fra den 8.august træder en ny køreplan i kraft til stor glæde for passagerer til og fra Rosenhøj i Viby og Nørrevænget i Tranbjerg. Der bliver nemlig flere afgange at vælge imellem.
Så er der godt nyt for passagererne til og fra Rosenhøj station og Nørrevænget station. Fra den 8. august får de nemlig dobbelt så mange afgange i dagtimerne på hverdage.
Årsagen til den udvidede køreplan for letbanen er, at den tætte trafik ofte gav forsinkelser. Det vil ændringer i planen nu modvirke.
Rosenhøjs placering giver højt passagergrundlag
Ifølge chefkonsulent i Midttrafik, Ole Sørensen, har Midttrafik hele tiden især været ked af, at Nørrevænget ikke havde fire afgange i timen - specielt efter at antallet af afgange på buslinje 4A blev reduceret. Grunden til at Rosenhøj har fået flere afgange er, at stationen er placeret så tæt på store boligområder og uddannelsesinstitutioner og derfor har et højt passagergrundlag.
Det er ambitionen, at alle tog skal standse ved alle stationer, så de resterende stationer på sigt også får to tog i hver retning i dagtimerne på hverdage.
Men nu startes der med Nørrevænget og Rosenhøj.
Utålmodige passagerer må dog vente til efter sommerferien, da ændringerne først træder i kraft den 8. august. I ferien køres der efter en særlig feriekøreplan med færre afgange.