Nyt centrum for kultur, fællesskab og byliv åbner i hjertet af Gellerup

dato

Fredspladsen og Gudrunsvej 78, 80 og 82 i Gellerup udgør rammen om et nyt centrum for byliv, kultur, caféer og restauranter med fokus på fællesskab og kulturelle tilbud.

På Karen Blixens Boulevard i Sports- og Kulturcampus summer det af liv, og nu får Gellerup endnu et stærkt samlingspunkt. Kulturtilbud, caféer, restauranter, kommunale funktioner og butikker flytter ind på Fredspladsen og i bygningerne Gudrunsvej 78, 80 og 82. Pladsen skal danne ramme om kulturelle arrangementer, udstillinger, musik- og sceneoplevelser, markeder og meget mere.

Tækkers projekt bygger videre på områdets eksisterende arkitektur og Aarhus Kommunes visioner for Gellerup. De tre bygninger omkring Fredspladsen skal renoveres og transformeres, samtidig med at de væsentlige arkitektoniske kvaliteter som rå beton og tydelige kompositioner bevares.

Kulturen får en central rolle, hvor blandt andet galleri, udstillingsrum, kreative værksteder, caféer, restauranter og butikker får plads, ligesom faciliteter til musik- og teateroplevelser skabes. Gellerup Kirke tænkes som en aktiv aktør, og kommunale funktioner med aktiviteter for børn, unge og voksne bliver en integreret del af det nye centrum. Gellerup Folkehus, Ungdomsskole, Sundhedsenheden samt Gellerup Forsamlingshus fortsætter deres virke i området.

De enkelte bygninger får forskellige roller: Gudrunsvej 78 får galleri, udstillingsrum, kreative værksteder og et kulturhotel. Gudrunsvej 80 kommer til at samle kommunale og sociale funktioner fra Sociale Forhold og Beskæftigelse, Sundhed og Omsorg samt Børn og Unge, og Gellerup Kirke bliver ligeledes en central del samt Fredens Hus. Gudrunsvej 82 skal huse restauranter, caféer, butikker og kreative erhverv, og under bygningerne etableres faciliteter til musik, teater og andre kultur- og fritidsaktiviteter.

Aarhus Kommune samarbejder med køber om at afsøge mulighederne for at sikre Gellerupscenen og Lille Scene som kultursteder med plads til Aarhus Jazz Orchestra og Teater Refleksion. Gellerup Kirke fortsætter også med at eje sin andel af Fredspladsen og forbliver derfor en vigtig part i områdets udvikling.

Projektet tager både afsæt i områdets historie og tilfører nye muligheder for byliv, kultur, samtale og fællesskab. Målet er at skabe rammer for dialog, oplysning og mødet mellem mennesker – samt et mødested til gavn for hele Gellerups beboere og resten af Aarhus.

https://aarhus.dk/nyt/teknik-og-miljoe/2026/november-2026/nyt-liv-til-fredspladsen-i-gellerup

Kilde: Aarhus Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.