Eleverne nedlagde undervisningen på Viby Gymnasium mandag d. 11. oktober, som en protest mod at gymnasiet ikke må optage nye elever til sommer.
Det er et enigt Folketing, der har besluttet elev-stoppet på 6 gymnasier landet over. Begrundelsen er at man vil stoppe en “negativ spiral”, som gymnasierne er endt i, med en skæv elevsammensætning, både socialt og etnisk. De pågældende gymnasier har desuden oplevet faldende ansøgertal de seneste år.
Eleverne på Viby Gymnasium er uforstående overfor beslutningen:
“Hvordan man redder gymnasier ved at fjerne elever, det giver for mig at se ikke så god mening. Det er eleverne, der gør gymnasiet til et fedt sted”
Det siger Anna Vinther Nielsen, forperson i elevrådet på Viby Gymnasium til DR Nyheder.
Eleverne blokerede lærerværelset og indgangen til gymnasiet.
“Ingen har spurgt os, hvordan vi elever egentlig har det her på gymnasiet. Det stemples bare som værende et indvandrergymnasium. Uden at vi er blevet hørt, siger Lina Karim til DR Nyheder. Hun er opvokset i Danmark, og har forældre fra Irak.
Rektor Lone Sandholdt Jacobsen er forstående over for elevernes protester, som ifølge hende sker, fordi de holder af deres skole.
Men hun ser den politiske beslutning om elev-stoppet som en nødvendig hjælp, til et årelangt problem:
“Det var mere usikkert, om vi kunne have gjort det selv. Den her måde giver større tryghed. Prisen er så en manglende årgang” siger Lone Sandholdt Jacobsen til DR Nyheder.