En gang om ugen mødes en flok gamle drenge på kunstgræsbanerne for at styrke såvel blodomløb som kammeratskab
Af Kim Kristensen
Nogle af spillerne husker dengang fodtøjet til fodbold var almindelige, korte støvler, snøret langt op til anklen og med små runde korkskiver banket fast til sålen med søm. I støvlesnuden var der et hårdt indlæg af træ, så man kunne lave en ordentlig tåhyler.
Som antydet er det langtfra en flok vårharer, der denne sommer har driblet sig ind på kunstgræsbanerne hos Viby IF. Spillerne er fra 65 år og opefter.
Tilbuddet om ”slowfodbold” er kommet i stand via et samarbejde mellem Ældre Sagen i Aarhus, DBU Jylland og Viby Idrætsforenings fodboldafdeling.
Det handler om sporten, der formår at samle danskerne, men ikke udgaven, hvor man tackler igennem, laver skulderskub og ”hiver i nødbremsen”, hvis en modstander får tiltusket sig en friløber.
Der er plads til alle, også dem med småskavanker, så det sker, der dufter kraftigt af muskelvarmer med kamfer i omklædningsrummet. Man behøver ikke at have spillet fodbold før for at være med. Ingen ryger af holdet, selv om de aldrig har hørt om Ulrik Le Fevre, Henry From eller Henning Enoksen.
Hovedvægten er lagt an på det på det sociale, som det udspiller sig på grønsværen/polyetylen-fibrene og over kaffen efter træningen.
2. juni var dagen, hvor bolden blev givet op til slowfodbold for første gang. Otte mand mødte frem. Et antal, arrangørerne var tilfredse med til en start.
Fodboldformand Alex Nørgaard var den gæstfrie vært, som havde sørget for kegler, overtræksveste og fodbolde. Sidstnævnte tilhøre Viby I.F’s førstehold, så der var noget af leve op til for debutanterne.
Foto: Et godt bud på byens rareste fodboldformand, Alex Nørgaard, slæber bolde for debutanterne.
Ved næste samling ugen efter kom projektkoordinator hos DBU, Anders Østergaard, forbi med en papkasse indeholdende det meste, der skal bruges, før og efter bolden ruller.
Selvom der endnu ikke er det helt store fremmøde, så kniber det med at huske hinandens navne. En lille huskeleg, hvor man skulle kaste bolden rundt og sige navnet på den, der griber, blev nærmest en fiasko.
”Huskeren” er ikke, hvad den har været. Ganske som løbepensum og skudstyrke.
Et par af de sætninger, der går igen, når de ældre spiller, er: ”Jamen, det ser da så let ud i fjernsynet” og ”Den bold kunne jeg altså ikke nå”.
En af humoristerne på holdet undskyldte under en træning, at han ikke havde kræfter til at løbe med op. Det kan tilføjes, at kræfterne heller ikke var til at løbe med tilbage.
Foto: Tempoet på kunstgræsbanen er ikke så højt, men engagementet og kampviljen er i top.
Så længe, det er godt vejr, pustes der ud efter strabadserne ved bænksættene foran Café VIFen. Her bliver der udvekslet pralerier og anekdoter fra de enkeltes bedste oplevelser med fodbold. Skribenten bag nærværende artikel kunne fortælle, at han Grundlovsdag 1985 i Idrætsparken oplevede Danmark slå Sovjetunionen med 4 – 2.
Denne kække oplysning blev trumfet, idet fodboldformanden følte trang til at sige, at han skam var til stede i den tynde luft i Mexico under VM året efter, hvor de danske dynamitdrenge spillede en række uforglemmelige kampe.
Foreløbig er det planen, at der skal spilles slowfodbold hos Viby IF hele året – selv om udsigten til frostvejr og salt på kunstgræsset ikke umiddelbart tiltaler alle.
Der er plads til flere. Det eneste, der kræves er, at dåbsattesten er tilstrækkeligt gulnet, man er medlem af Ældre Sagen og villig til at betale et mindre kontingent til Viby IF Fodbold.
