Østjyllands Politi var til stede på Northside-festivalen, der afvikles i et grønt område ved Eskelundvej i Viby J. Torsdag blev der generelt meldt om god stemning og fred og ro på festivalen, men kl. 21.43 modtog politiet en anmeldelse om en udadreagerende festivalgæst.
Den pågældende gæst var involveret i en form for slåskamp med vagterne foran en musikscene. Østjyllands Politis specialpatrulje ankom hurtigt til stedet, hvor den udadreagerende person allerede var ilagt håndjern. Personen blev identificeret som en 28-årig mand fra Odder.
Den 28-årige fortsatte sin aggressive adfærd mod politiet og kaldte dem diverse skældsord. Han blev sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, forstyrrelse af den offentlige orden, modstand mod anholdelse, og vold mod politiet, efter at han spyttede en betjent i hovedet.
Ved ankomsten til stationen blev han også fundet i besiddelse af en mindre klump hash og blev derfor sigtet for besiddelse af narko.