41-årig fremstilles i grundlovsforhør efter indbrud i Viby J

dato

En 41-årig mand fremstilles tirsdag kl. 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for et indbrud på en privat adresse i Viby J mandag eftermiddag.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen få minutter efter, at indbruddet blev begået kl. 12.50. Opmærksomme naboer havde set to mistænkelige personer i området og fulgte efter dem, mens politiet blev tilkaldt. En beboer konstaterede, at der havde været indbrud på adressen.

Flere patruljer blev sendt ud for at lede efter de formodede gerningsmænd. En patrulje blev på Jyllands Allé peget i retning af en person, der passede på signalementet. Personen blev identificeret som den 41-årige og anholdt kl. 13.05.

Den formodede medgerningsmand, en 39-årig mand, blev anholdt kl. 13.20 i et skovområde nær gerningsstedet. I området fandt politiet tasker med formodede tyvekoster, som blev genudleveret til rette ejer. Den 39-årige blev løsladt efter endt afhøring.

Den 41-årige har for nylig modtaget en fængselsdom for lignende kriminalitet. Han fremstilles i grundlovsforhøret med henblik på varetægtsfængsling.

Østjyllands Politi opfordrer borgere til at kontakte politiet ved mistænkelig adfærd. Ring 114 ved mistænkelig adfærd og 112 ved igangværende indbrud.

Kilde: Østjyllands Politi
Mest læste artikler