BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Motiveres du af at skabe de bedste betingelser for børn og unges læring og trivsel? Ser du projektbaseret læring som en vej til dette? Og kan du understøtte, rammesætte og facilitere kompetenceudvikling i praksis og dermed drive forandringsprocesser lokalt på skoler og i fritidstilbud samt i forvaltning?
Så er du måske den rette til flerårig projektstilling som konsulent med en projektbaseret læringsprofil (PBL).
Projektbaseret læring på Ny skole og fritidscenter i Gellerup
I foråret 2020 besluttede byrådet i Aarhus Kommune, at den fremtidige Ny skole og fritidscenter i Gellerup, som de første i kommunen, skal have en projektbaseret læringsprofil. De nye bygninger skal stå færdige til august 2025, hvor dørene åbnes til et sted, som skal emme af projektbaseret læring i en varieret hverdag, der inviterer til nysgerrighed og initiativ.
Ny skole og fritidscenter ligger demografisk i et område med en procentvis stor børnegruppe med dansk som andetsprog. En unik arkitektur og en pædagogisk profil skal bidrage til, at alle børn i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven får mulighed for at klare sig lige så godt, som børn i resten af kommunen. Du kan læse mere om den nye skole her: Pædagogisk program for den nye skole og fritidscenter i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven (aarhus.dk)
Når børn, unge, medarbejdere og ledere skal arbejde på nye måder – og i nye fysiske rammer – er det en vedvarende forandringsproces og omstillingen begynder nu.
Ansvarsområde og opgaver:
Din opgave som PBL-konsulent indskriver sig i en kultur af Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk), hvor systematisk og vedvarende samarbejde og kritisk faglig refleksion over data, egen og fælles praksis udgør grundlaget for at udvikle læringsmiljøet for børn og unge. Din tilgang til udviklingen af PBL skal ligeledes understøtte vores arbejde med at udvikle Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk), hvor alle børn sikres de bedste muligheder for at trives og lære.
Størstedelen af din arbejdstid vil omhandle praksisnær omstilling til projektbaseret læring og en stor del vil foregå på skoler og i fritidstilbud. Her samarbejder du med ledere og medarbejdere om kompetenceudvikling i praksis.
I opstartsfasen vil dit hovedfokus være omstillingsprocessen, der knytter sig til Ny skole og fritidscenter, men på sigt er der tale om bydækkende sparring og kapacitetsopbygning, når skoler og fritidstilbud ønsker at arbejde mere projektbaseret.
Understøttelse, rammesætning og facilitering af workshops for ledelse og medarbejdere i skole og fritidstilbud, stilladsering af forandringsprocesser og sparringssamtaler med såvel ledere, lokale ressourcepersoner og medarbejdere er eksempler på arbejdsopgaver. Deltagelse i undervisning og fritidstilbud, teammøder og teamrefleksioner er ligeledes en naturlig del.
Din opgave er at sikre og understøtte en systematisk og vedvarende omstilling både i pædagogisk og didaktisk praksis, i organisering og i tæt samarbejde med den lokale ledelse. Gennem forberedelse, omstilling og forankring skal du bidrage til, at forandringen foregår i samskabelse med øvrige indsatser og i afgrænsede løft, så det er muligt at følge op på, om den ønskede forandring sker.
Som konsulent er du tæt på den nyeste viden inden for projektbaseret læring og undersøgelsesorienteret undervisning og fritidspædagogik. Du mestrer både teori og praksis og kan omsætte din viden ikke til, men i lokal praksis.
Du har indsigt i og forståelse for det pædagogiske og didaktiske felt, for de forskellige professioner, der deltager i en hel eller delvis omstilling til PBL og for både faglige og strategiske sammenhænge i arbejdet med børnene og de unge i et 6-18 års perspektiv.
Du har erfaring med udviklings- og forandringsprocesser og med, hvordan der bedrives ledelse af projektbaseret læring.
Du arbejder datainformeret og gør brug af reflekterende dialoger, når du – ved at indtage forskellige roller – yder støtte til såvel ledelser som til medarbejdere på vej mod kvalificering af en ny projektbaseret kultur i skole og fritidstilbud.
Derfor skal du vælge os:
Som konsulent vil du indgå i sektion Skole i afdelingen Pædagogik, Undervisning og Fritid (PUF), der er en central afdeling i Børn og Unge. I Børn og Unge arbejder vi med brede børnefællesskaber organiseret i stærke læringsfællesskaber. Som en del af PUF er du med til at levere faglig understøttelse og sparring af høj kvalitet til dagtilbud, skoler og fritidstilbud og varetager den politiske betjening af fagområderne.
I sektion Skole og i PUF vil du indgå i et dynamisk fællesskab af dygtige kollegaer, der hver især og sammen løfter en bred vifte af opgaver og hvor faglig sparring og et godt arbejdsmiljø er en naturlig del af hverdagen. Du bliver en del af en organisation, der har faglig volumen til at sætte initiativer i gang og drive dem i mål i et stærkere læringsfællesskab.
Arbejdspladsen er i Børn og Unge, Grøndalsvej 2 i Viby J, men en stor del af den vil foregå i pædagogisk praksis på skoler og i fritidstilbud.
Vi tilbyder dig:
Et stærkt og fagligt læringsmiljø, hvor vi løser opgaverne sammen
En mulighed for at udvikle egen faglighed inden for procesledelse
En mulighed for at udvikle egen faglighed inden for lokale udviklingsprocesser af skole og fritidstilbud
En mulighed for at tilrettelægge og gennemføre forandringsprocesser fra forberedelse til forankring.
Vi forventer, at du:
Har en pædagogisk/didaktisk uddannelse evt. som lærer. Gerne med vejleder-, konsulent- eller ledererfaring
Har indgående kendskab til og praksiserfaring med projektbaseret læring - måske fra en skole med en projektbaseret læringsprofil
Er tæt på den nyeste viden om projektbaseret læring, undersøgelsesorienteret undervisning/fritid og det læringssyn, der ligger bag
Kan samarbejde professionelt i forskellige arenaer – støtte og udfordre både ledelser og pædagogisk personale.
Kan facilitere læreprocesser, møder og refleksioner for både ledelse og pædagogisk personale
Motiveres af at se andre mestre og lykkes i deres praksis – både børn og voksne
Er systematisk, vedholdende og god til at kommunikere
Det vil være en yderligere fordel, hvis du har viden om sprogbaserede læringsmiljøer og stilladsering af sproglig deltagelse.
Løn og ansættelsesvilkår:
Der er tale om en 4-årig projektansættelse gerne med tiltrædelse 1. april 2024 løbende til 30. juni 2028.
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer, medmindre stillingen er omfattet af en forhåndsaftale, som kan danne grundlag for lønfastsættelsen.
Ugentligt timetal: Fuldtid
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til konstitueret sektionsleder Claus Erik Picard på telefon+4541857491.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: 07-02-2024
Vi forventer, at 1. samtale finder sted den 20. februar 2024.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Grøndalsvej 2, 8260 Viby J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5973994