Hos DEM, en rådgivende ingeniør- og konsulentvirksomhed i Aarhus, skal alle projekter fremover begynde og slutte med en snak om samarbejde.
I en matrixorganisation, hvor medarbejderne hele tiden indgår i nye projektgrupper, er kommunikation og samarbejde afgørende. Det har de taget konsekvensen af hos DEM, en rådgivende ingeniør- og konsulentvirksomhed i Aarhus, hvor de i et halvt år har sat fokus på trivsel i en række workshops. Administrerende direktør, Jørn Lykou, fortæller:
”Vores måde at arbejde på stiller store krav til, at vi kender hinanden godt og kan samarbejde og kommunikere konstruktivt. Det er ikke altid let, for vi er en virksomhed der både arbejder med nationale og internationale projekter med et stort pres og mange deadlines. Mit håb er, at vi bliver bedre til at tale åbent om samarbejdet i projektgrupperne og sætte ord på det, der er svært.”
Forskelligheder frem i lyset
DEM har søgt og modtaget 240.000 kr. fra Velliv Foreningen til et forløb om kommunikation og arbejdsglæde. Her har en ekstern konsulent stået for et to-dages internat og to workshops på tværs af afdelingerne i Aarhus, København og Aalborg.
I forløbet har alle 35 ansatte fået udarbejdet en personlighedsprofil, som har dannet baggrund for samtaler om kommunikationsstil, motivation og arbejdsglæde. Markedsudvikler Lærke Vinther Poulsen har været intern tovholder på projektet, og hun fortæller, at især personprofilerne har været en øjenåbner for både hende og kollegerne:
”Vi har fået mulighed for at sætte os ind i vores kollegers perspektiver og synspunkter og fået en bedre forståelse for hinandens forskelligheder. Jeg er blevet mere opmærksom på egne og andres behov - hvorfor vi reagerer, som vi gør, og hvad der kan få os til at trives i et samarbejde. Samtidig har vi gennem forløbet fået belyst forskellige måder at tackle eventuelle konflikter på en hensigtsmæssig måde”
Direktør, Jørn Lykou, mener også, at profilerne kan komme i spil, når ledelsen skal planlægge arbejdet:
”Vi kan bruge personprofilerne til at blive mere bevidste om, hvordan vi sammensætter projektgrupper, og hvordan vi giver forskellige typer medarbejdere information om en ny opgave.”
Sætter ord på samarbejdet
Ledere og medarbejdere har i fællesskab besluttet, at kommunikation og samarbejde skal være en større del af projektkulturen fremover. Ved opstart af et nyt projekt skal deltagerne derfor lave en forventningsafstemning til samarbejdet, og ved afslutningen skal de lave en evaluering. Lærke Vinther Poulsen fortæller:
”I en evaluering skal deltagerne sætte ord på: Hvad lykkedes, og hvad lykkedes ikke? Hvordan kan vi gøre det bedre næste gang? Hvordan var samarbejdet? Vi håber, at det kan gøre os mere bevidste om, hvor vigtigt det er, at en projektgruppe også fungerer socialt.”
For Jørn Lykou er det vigtigste i forløbet om trivsel at opnå en større åbenhed:
”Hvis man er i problemer med at løse en opgave eller bliver opmærksom på en kollega, som er i problemer, skal man turde sige det højt. Vi vil ikke bare have en præstationskultur. Vi vil også have, at man trives i opgaven.”
Om DEM
DEM er en rådgivende ingeniør- og konsulentvirksomhed, som er specialiseret inden for energi, bæredygtighed og tekniske installationer. Virksomheden har 35 ansatte fordelt på kontorer i Aarhus, København og Aalborg.
Om Velliv Foreningen
Velliv Foreningen støtter indsatser, der styrker den mentale sundhed på arbejdspladser og i lokalområder. Alle virksomheder, foreninger og organisationer kan søge midlerne. Velliv Foreningen støtter projektet hos DEM med cirka 240.000 kr. Læs mere om muligheder for støtte på www.vellivforeningen.dk