På Skovkanten er personalet i den grad ramt af corona-smitte, og det tvinger vuggestuen til at lukke ifølge TV2 Østjylland.
Den integrerede institution Skovkanten må midlertidigt lukke, da alt personale er sygt i vuggestuen. Det betyder at forældre må finde andre pasningsmuligheder, siger Børn og Unge-rådmand Thomas Medom (SF).
Forældrene har fået en besked i AULA, der beder dem forberede sig på, at vuggestuen holder lukket, måske i hele resten af uge 2.
Aarhus Kommune vil gøre sit yderste for at daginstitutionerne kan holdes åbne. Der findes dog ikke fuldstændigt klare regler for, hvornår en institution skal lukke.
“Vurderingen kommer an på, hvilken vuggestue, hvilke børn, hvilken medarbejdergruppe og hvilket sygdomsbillede der er. Det er også meget forskelligt, hvilke vikarer man får ind”, forklarer Medom til TV2 Østjylland.
Ifølge vurderinger fra Statens Seruminstitut forventes corona-smitten at stige i Danmark frem til slutningen af januar. En risikovurdering fra instituttet forventer op til 25.000-55.000 smittede om dagen i slutningen af januar.