Natten til tirsdag kl. 00.46 rykkede politi og brandvæsen ud til en bilbrand på en parkeringsplads på Vårkjærvej i Viby J. Da politiet ankom, var der synlige flammer fra bilen, og ilden havde allerede spredt sig til en bil ved siden af.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, men bilen, hvor ilden startede, brændte stort set helt ud. Køretøjet ved siden af fik en del brandskader. Heldigvis kom ingen personer noget til under hændelsen.
Østjyllands Politi mistænker, at branden kan have været påsat og efterforsker nu sagen nærmere.