Af: Viby IF
Det bliver 49-årige Ole Busk, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for Viby IF’s bedste herrehold, der i denne sæson spiller i 2. division.
Ole Busk har spillet håndbold siden sit femte leveår og er et kendt navn i østjysk håndbold, hvor han gennem mange år har været træner i TST 79, Sabro IF, Søften, Hinnerup og Team Favrskov Håndbold.
I denne sæson er han både tilknyttet Team Favrskovs herrehold, samt klubbens særdeles talentfulde U15 drenge, der hører til blandt landets bedste. Flere vil også kende ham som trænerinstruktør i JFH-regi.
Og så er Ole Busk en god, gammeldags foreningsmand.
- Jeg spiller for at blive bedre og selvfølgelig for at vinde kampe, men for mig er det uhyre vigtigt at være i en klub, hvor man også vægter klubliv- og foreningsdyder. Det er jeg vant til i Team Favrskov, og det er også det, jeg oplever i Viby. Så jeg vil gerne ind og bygge videre på den eksisterende kultur, siger Ole Busk.
For ham ikke er det ikke afgørende, om Vibys herrer spiller i 2. eller 3. division i den kommende sæson.
- Jeg er meget udviklingsorienteret, så det er vigtigt for mig, at spillerne kommer for at udvikle sig – uanset hvilke række vi spiller i, siger Ole Busk og peger på hårdt arbejde som den eneste vej frem.
Det er også vigtigt at der bliver et godt samspil med hold 2 og at der arbejdes med én stor homogen trup, hvor alle bliver set og hørt. Man skal gøre sig fortjent til at komme med på de hold, jeg træner, lyder det.
Ole Busk vil sideløbende med trænerjobbet i Viby fortsætte arbejdet i Team Favrskovs Udviklingsakademi som med mere end 30 unge lokale spillere fra 7. klassetrin har fokus på at spillerne skal udvikle sig fysisk, teknisk og taktisk.