Torsdag klokken 20:20 var AGF/Viby/Stavtrup på besøg i Klosterhallerne, hvor SINE Håndbold ikke ville lade gæsterne komme let til fadet, i en utroligt spændende kamp.
SINE Idrætsefterskole var på programmet, så turen gik til Løgumkloster. En dejlig lang tur på E45 til Sønderjylland, en torsdag aften og så med kampstart 20.20.
Begge hold havde spillet i tirsdags, hvor Aarhus-holdet kom fra en 'øv-oplevelse' imod Viborg HK, med et nederlag på 21-18. hvor tingene bare ikke lykkes over en hel kamp. SINE havde derimod hentet en succesoplevelse i Ikast, med en en sejr på 30-24.
Disciplin, indstilling og mod
Dét var nøgleordene for AGF/Viby/Stavtrup, der havde deres sædvanlige træner, Torben Van Gogh, uden med corona. Men den vikarierende træner, Mads Elkjær Petersen, var til stede. Han reagerede således på 1. halvlegs forløb.
Pigerne skal have stor ros for deres disciplin i vores returløb. Vi vidste, at SINE ville komme med 120 i timen fra start, og blive ved med at løbe i de 2x30min, via hurtig midte og almindelig kontra. Vi får holdt dem nede på et godkendt antal scoringer i kontraspillet, grundet disciplineret returløb.
Kampen bliver en hakkende omgang i 1. halvleg. Vi spiller os frem til så mange gode chancer, men når vi så kommer frem til en helt åben chance, afslutter vi i for mange situationer for dårligt og får gjort SINEs keeper til banens bedste spiller i den periode. Alligevel går vi til pause med 12-12.
Sådan siger Mads Elkjær, og fortsætter omkring 2. halvleg:
2. halvleg bliver en hård omgang at komme igennem. SINE fører de første 20 minutter af 2. halvleg - i store perioder med tre mål - men alligevel formår vi at komme tilbage flere gange. Faktisk er det os der, med 3 minutter igen, pludseligt er foran, men her skulle det ikke slutte.
SINE formår at komme tilbage og får sat os under pres, da de kommer foran med én med 30 sekunder igen. Vi lykkes så med at få kæmpet os frem til et straffekast med ét sekund tilbage på uret. Her tager Smilla et kæmpe ansvar ved først at få tilkæmpet sig straffekastet, og derefter scorer hun sikkert på straffekastet, så kampen ender 25-25.
Underholdningen var i top - Fogh og Kjeldsen brillerede
Der var spænding lige til det sidste, og det er som regel guf for dem der blot skal se kampen. Men det var en helt anden - og mere nervepirrende - kamp, som Mads Elkjær Petersen måtte lægge øje til.
Underholdningsmæssigt tror jeg det var en fed kamp at se, for de fremmødte tilskuere. Men som træner og spiller; pyha, der kommer man igennem mange følelser i sådan en kamp! Vi stiller os tilfredse med det ene point, og jeg er meget tilfreds med det udtryk vi kommer med. Det viser karakter og viljestyrke, at komme tilbage så mange gange i løbet af en kamp.
Vi skal være skarpere imod modstanderes 5-1 forsvar fra start af når de slår over i det. Vi lykkes okay med at komme tilbage imod det, men det skal være skarpere fra start af.
Den vikarierende træner fremhævede kort efter kampen nogle iøjnefaldende takter fra sit hold, som han tager med til næste kamp.
Kirstine Fogh spiller defensivt en flot kamp, og bidrager med en masse lyd, som er vigtigt. I 2. halvleg scorer hun to vigtige mål, og det er dejligt at se Kir tage ansvar på de kritiske tidspunkter i kampen!
Laura Kjeldsen skal også have kæmpe ros. Hun er vel banens bedste spiller i dag, og scorer fem kvalitetsmæssigt rigtig flotte, svære mål som højrehåndet højre fløj. Defensivt løser Kjeldsen også hendes opgaver flot, så dejligt at se.
Udtrykket i holdet, og dét at komme tilbage så mange gange i løbet af en kamp, skal alle pigerne have stor ros for. Det kræver rygrad, og jeg er meget imponeret over det.
Søndag den 20. marts møder AGF/Viby/Stavtrup, Elitehåndbold Aalborg Ungdom. Kampen fløjtes i gang klokken 16:45 i Viby Idrætscenter.
Kampens resultat: SINE Håndbold - AGF/Viby/Stavtrup 25-25
Række: U-17 Pige 1. Division A