AGF/Viby/Stavtrup skulle forsøge at fortsætte sejrsstimen i 1. division B, da de søndag kl 12 skulle møde Team Favrskov Håndbold, da slaget skulle stå i Søften Kultur- og Idrætscenter.
Særligt en utroligt flot 1. halvleg blev afgørende, da udeholdet fra AGF/Viby/Stavtrup nuppede sejren og de to point med cifrene 23-31. Dette var til stor glæde for træner, Mads Elkjær Petersen.
“Kontraspillet var i fokus til dagens opgave i Søften, sammensat med en masse power og bevægelighed i vores forsvar. Vi lykkes rigtig flot med tingene og scorer 17 mål i første halvleg, og det er vi meget tilfredse med.”
Hvad er det, der lykkedes så godt for jer i dagens kamp?
“Vi rammer et godt tempo i spillet 6-mod-6 og kommer både på gode skudchancer, mand-mand-dueller og indspil til vores strege, samt gode udspil til vores fløje. Kontraspillet er på det højeste niveau, vi har præsteret som hold, så stor ros til alle for det!”
“Samtidigt står Simone en flot kamp i målet, imens defensiven stod solidt. Favrskov spillede utroligt mange åbninger i angrebet, som endte ud med at de spillede med to streger. Vi var godt forberedt på den del, og det skal vores fløje i forsvaret have stor ros for at være med til at løse godt.”
AGF/Viby/Stavtrup har nu vundet tre kampe på stribe, hvilket efterlader dem med lutter sejre indtil videre. Mads Elkjær glæder sig over at se pigerne udvikle sig positivt for tiden:
“Grundlæggende for tredje turnerings kamp er der stor ros til alle for at løfte de opgaver de bliver stillet. Line Skougaard spiller en rigtig flot kamp på højre fløj, og lykkes med mange ting. Mathilde Hjeronymus spiller igen i dag en flot kamp, både defensivt og offensivt. Mathilde er inde i en spændende udvikling, hvilket er spændende at være med til at følge på tæt hold.”
Til sidst lyder der en tak fra hele AGF/Viby/Stavtrup-holdet:
“Os spillere, og trænerstaben, vil gerne takke for den flotte opbakning til en tidlig søndagskamp i Søften. Det sætter vi altid stor pris på.”
Andetsteds tabte Skive fH deres kamp til Hammel, og dermed kan AGF/Viby/Stavtrup bryste sig af at ligge alene på førstepladsen.
På lørdag den 28. januar skal AGF/Viby/Stavtrup møde Aars HK. Kampen fløjtes i gang klokken 14:30 i Frederiksbjerghallerne.
Kampens resultat:
23-31
til
AGF/Viby/Stavtrup
Række: U19 Kvinder 1. Division B