I marts 2022 blev en 21-årig mand dræbt af skud i sin bil ved en tankstation i Rosenhøj i Viby J. Østjyllands Politis efterforskning har nu ført til, at Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale i sagen mod to mænd på 31 og 33 år.
De to mænd er tiltalt for drab begået i forening på en 21-årig mand natten til den 8. marts 2022 i Viby J.
Særligt skærpende omstændigheder
Det er Østjyllands Politis opfattelse, at den 21-årige er et uskyldigt offer, som blev skudt i forbindelse med en bandekonflikt.
Tiltalen, der er rejst mod de to personer, lyder på drab under særdeles skærpende omstændigheder efter straffelovens § 81 a, den såkaldte bandeparagraf.
Langvarig efterforskning
I efteråret 2022 offentliggjorde Østjyllands Politi et videoklip, hvor den ene gerningsmand ses affyre de dræbende skud, i håb om at offentligheden kunne hjælpe med at identificere vedkommende.I november 2022 blev den ene af de to mænd sigtet i sagen, og i september 2024 blev den anden mand anholdt af nordirsk politi i Belfast i forbindelse med sagen. Efter en længerevarende udleveringsproces blev han i maj 2026 udleveret til Danmark, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Efterforskningen er siden fortsat og anklagemyndigheden vurderer nu, at der er grundlag for at rejse tiltale.
"Efter en længerevarende efterforskning er sagen oplyst på en måde, der gør, at tiltalen kan rejses. Sagen skal således forelægges for retten, der nu skal vurdere sagens beviser og træffe afgørelse i sagen." siger senioranklager Rikke Schmit.
Ud over påstand om fængselsstraf har anklagemyndigheden for den 31-årige taget et forbehold for at nedlægge påstand om frakendelse af dansk indfødsret og udvisning. For den 33-årige nedlægges påstand om udvisning med et indrejseforbud for bestandigt.
De tiltalte nægter sig skyldige. Sagen, der skal føres ved Retten i Aarhus, er endnu ikke berammet.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi