Søndag trodsede Stavtrup/Viby's U13-Drengen kulden, da de skulle møde Odder IF på udebane. Her kunne drengene glædeligvis trække sig sejrrigt ud af træningskampen.
Det var cheftræner, Jesper Krusell, naturligvis meget tilfreds med:
"Vi vinder fortjent efter en helstøbt indsats, hvor drengene gav alt på banen. Vi valgte at eksperimentere en del, og mange af eksperimenterne lykkedes. Vi prøvede et par nye konstellationer af i alle kæder, og det gav os en masse svar."
Han uddyber, hvad der fungerede for drengene i dag og hvad der især tilfredsstillede ham:
"Vi arbejder virkelig hårdt for hinanden, og der er ingen, der giver op, selvom tingene ikke lige går som planlagt. Vi får enormt godt fat om den centrale midtbane, og vores forsvar tør spille fodbold. Vi er yderst tilfredse med, at holdet leverede så flot, selvom vi trænere havde blandet kortene så meget."
Kongsbak bandt spillet sammen
Selvom Viby-drengene først og fremmest er et hold med stort H, så måtte Jesper Krusell alligevel bøje sig i støvet over en enkelt præstation i søndagens opgør:
"Jeg vil fremhæve Ebbe Kongsbak, som fra en lidt uvant position på den kontrollerende midtbane virkelig binder vores spil sammen. Han slår en fantastisk aflevering, der fører til vores første mål, og det er fedt at se de gode takter fra træningsbanen blive overført til kamp."
Kampens resultat: Odder IF - Stavtrup/Viby 1-3
Mål:
0-1 (6.) Pelle Bremer
0-2 (7.) Nikolaj Plesner
1-2 (10.) August Buur
1-3 (48.) Viggo Crawford Kromann