Status på efterforskning Brand på Gudrunsvej: vurderes at være påsat

Profilbillede
dato

Østjyllands Politis vurderer, at branden natten til tirsdag i en lejlighed i Brabrand var påsat, og at sagen kan have relation til et knivstikkeri på Øster Allé i Viby J i lørdags.

Natten til tirsdag kl. 00.52 modtog politiet anmeldelse om brand i en lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand. Branden udviklede sig hurtigt med ild på begge sider af bygningen og meget kraftig røgudvikling i hele opgangen. 47 personer måtte evakueres i forbindelse med branden.

I forlængelse af branden iværksatte Østjyllands Politi en intensiv efterforskning og foretog blandt andet adskillige afhøringer og tekniske undersøgelser af brandstedet.

'Vi er nu færdige med undersøgelserne ude på brandstedet, og ud fra den indledende efterforskning er det vores vurdering, at branden var påsat. Det har været en voldsom brand, og der er omfattende skader på stedet. Det er naturligvis meget alvorligt i en etage-ejendom, hvor der er så mange mennesker til stede, og vi efterforsker sagen intensivt for at finde frem til en eller evt. flere gerningspersoner,' siger politiinspektør Anders Uhrskov.


Mulig relation til knivstikkeri i Viby J

Det er Østjyllands Politis vurdering, at branden har relation til en sag om et groft overfald på Øster Allé i Viby J i lørdags kl. 20.12. Her blev en 21-årig mand tildelt flere knivstik, mens han sad i en parkeret bil på Øster Allé. Den 21-årige blev kørt på hospitalet til behandling, men var ikke i kritisk tilstand. Han ønskede ikke at medvirke til sagens opklaring.

'Vores efterforskning peger på, at sagerne hænger sammen, og det er vores vurdering, at der er tale om uoverensstemmelser imellem en mindre gruppe personer i det kriminelle miljø,' siger Anders Uhrskov og uddyber:

'Det er fuldstændig uacceptabelt, når vi ser denne type af alvorlige, personfarlige forbrydelser. Samtidig vil vi ikke finde os i, at man i det kriminelle miljø lukker sig om sig selv og nægter at medvirke til sagernes opklaring. Har man informationer om de her sager, skal de gives til politiet.'

En 21-årig mand har kortvarigt været anholdt i forbindelse med knivstikkeriet lørdag. Han blev dog løsladt efter endt afhøring.

Østjyllands Politi vil være synligt til stede med ekstra patruljer på relevante steder herunder Brabrand og Viby. Vi opfordrer alle, som kan have informationer om sagerne til at kontakte politiet på tlf. 114.
Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi