Nyheden er fra Stavtrup Fodbold
Slut med sure ture i den våde grusbane. Græsbanerne er frigivet, og så må der spilles.
Det betyder, at alle kan spille på græs fra på lørdag, når mål og net er på plads. Trænerne vil sandsynligvis sende særskilte beskeder ud via holdsport.
Formand Peter Kaarup opfordrer til, at vi passer på vores dyrebare græs, som er sårbart her i foråret.
Man kan læse mere om herunder i et klip fra Offentlige.dk:
"En fodboldbane er ikke bare en fodboldbane. Der findes stenmelsbaner helt uden græs, græsgrusbaner, som bruges i vinterhalvåret, og så rene græsbaner, som bruges om sommeren. Og det er vigtigt, at folk ude i klubberne tager hensyn til, hvad banen er beregnet til. Stadioninspektør fra Kolding, Jørgen Brøndum, forklarer: - Græsset gror først, når jordtemperaturen er over 6-7 grader. Hvis man spiller på græsbanerne før da, bliver græsset hurtigt slidt ned. Omvendt skal græsgrusbanerne (vinterbanerne, red.) helst have fred i sommerhalvåret, så de har tid til at komme sig.
Fodbold i pagt med naturen
Fodbold er en udendørssport, og derfor er man nødt til at indrette sig efter naturens luner. Normalt starter sæsonen omkring 1. april. Men selv herefter opfordrer Jørgen Brøndum til, at man ude i klubberne tager hensyn til banernes ve og vel: - Når det er vådt vejr, er banerne meget mere følsomme over for trykbelastninger fra fodboldstøvler. En weekendturnering i regnvejr kan ødelægge en bane, som det tager op til et år at gøre klar igen.
Noget andet, som klubberne selv kan bidrage med, er at flytte målene inden græsklipning samt fordele slitagen på banerne.
- Specielt græsset i målfeltet bliver hurtigt slidt, så det kan være en god idé at flytte målene lidt rundt på banen i forbindelse med træning. Så bliver slitagen mere jævnt fordelt, siger Jørgen Brøndum."
I første omgang spiller førsteholdet på lørdag på Morfar Park, mens andetholdet tager banerne i "hullet".
Foto: Birgit Schou Fotografi