Pop-Up Café: Frivillige søges til at hjælpe ensomme borgere

Profilbillede
dato

Kunne du tænke dig at hjælpe ensomme og udsatte borgere med en kop kaffe, en god snak og dit nærvær?

Lige nu søger KFUM´s Sociale Arbejde frivillige til Social Drive Out, som er en mobil Pop-Up Café, der hver uge bringer nærvær ud i syv udvalgte boligområder i Viby. 

Social Drive Out er helt lavpraktisk en Pop-Up café på en ladcykel. Den er pakket med klapbord, pavillon (til våde dage), kaffe, kage og tilbehør.

Som frivillig vil du være med til at skænke kaffe, skære et stykke kage, og give nærvær og rum for en god snak. En god snak kan f.eks. også handle om at henvise til forskellige former for rådgivning eller sociale tilbud.

Målet med Social Drive Out er at bekæmpe ensomhed hos ensomme og socialt udsatte. Projektet foregår i 16 byer i Danmark, og der køres ud hver uge indtil nytår, og KFUM håber, at det kan fortsætte i 2022. 

Pop-up Caféen er altid udendørs uanset vind og vejr. Og som frivillig kører du med Pop-Up Caféen fra Café Parasollen i Viby til forskellige boligområder og byder borgerne på kaffe, kage og en snak. Du kan bruge mellem to og seks timer om ugen på at være frivillig i caféen - det er op til dig. 

Hvis du allerede nu ved, at du gerne vil være med, så skriv eller ring til projektkoordinator Henriette Gylling på jeggirkaffen@kfumsoc.dk

Du kan læse mere om projektet her.

Kilde: Redaktionen