Østjyllands Politi: Nyt fra Viby J - søndag den 26. juli

dato

Viby J er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnrapport fra Østjyllands politi søndag d. 26 juli 2020

 

Vi fremstiller i dag kl. 10:00 en 46-årig mand fra Norddjurs i grundlovsforhør ved Retten i Randers - sigtet for voldtægt begået i Grenaa lørdag nat. 

Vold
En 22 årig mand gik  lørdag kl. 17:25 sammen med nogle venner på Immervad i Aarhus C. Der bemærkede de en 21-årig mand, der tilsyneladende havde brug for hjælp. Derfor henvendte den 22-årige sig til den 21-årige og spurgte, om han var ok. Det resulterede dog i, at den 22-årige mand – uden varsel - blev tildelt et slag på venstre øje.  Den 22-årige trak sig skyndsomt tilbage, men den 21-årige var ikke færdig med t udøve vold. Han gik hen til den 22-årige, og tildelte ham endnu et slag ved venstre øje, hvorved der opstod en 5 cm flænge. Den forurettede 22-årige mand kendte ikke den anden, men et vidne på stedet vidste hvem gerningsmanden var, så den person kan forvente et snarligt besøg af politiet. 

En 56-årige kvinde søgte lørdag kl. 16:57 tilflugt ”Den røde Bodega” efter hun havde været udsat for vold på Skolebakken i Randers SØ. Hun havde været på besøg hos sin ekskæreste  – en 39-årig mand, hvor der var opstået en diskussion mellem parterne. Dette udviklede sig til, at den 56-årige kvinde blev slået flere gange og bidt af manden.  En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 39-årige mand indledningsvis nægtede at åbne for politiet.  Døren blev derfor åbne på anden vis, og den 39-årige blev anholdt og indbragt til Randers politigård, hvor han blev sigtet, afhørt og efterfølgende løsladt. 

Lørdag kl. 22:39 blev der anmeldt et forhold om slagsmål mellem 4 personer på Fasanvej i Grenaa. En patrulje blev sendt til stedet, hvor det viste sig, at der var fest på adressen , hvor  2 unge mænd på henholdsvis 17 og 18 år, som var gæster, havde forøvet noget hærværk i lejligheden. Beboerne på stedet ville have de 2 hærværksmænd til at forblive på stedet indtil politiet ankom, men dette udviklede sig til, at de 2 hærværksmænd slog og sparkede lejlighedens beboere. Ved politiets ankomst, var de to hærværksmænd endnu ikke færdige med at være stridbare, og den17-årige slog ud efter den ene betjent, ligesom de begge udtalte  fornærmelige gloser mod betjentene. Begge blev anholdt og indbragt til detentionen i Aarhus, hvor de søndag formiddag bliver sigtet for både vold, hærværk, forsøg på vold mod tjenestemand samt fornærmelig tiltale mod personer i offentlig tjeneste. Begge vil blive løsladt efter endt sagsbehandling. 

Færdsel
Der skete et færdselsuheld lørdag kl. 10:32 på Holme Møllevej i Viby J. En 57-årig mandlig bilist kørte ad Christians X´s vej, hvor han påkørte en 37 årig mandlig cyklist ved udmundingen til rundkørslen.  Der skete ikke  personskade. 

Der skete et færdselsuheld lørdag kl. 15:45 på Nordjyske Motorvej i Randers SV. En 68-årig mandlig bilist kørte ad tilkørselsrampen og accelererede ud på motorvejen, hvorved han kom op på siden af en 54-årig mandlig bilist med tilkoblet campingvogn, der kørte i samme retning.  Den 54-årige mandlige bilist accelererede også i forbindelse med køretøjsindfletningen, men mistede herredømmet over bil og campingvogn og kørte ind i autoværnet.  Der skete ingen personskade. 

Narkokørsel

En 27 årig mand blev i nat kl. 02:25 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Solbjerg Hovedgade i Solbjerg. 

En 30 årig mand blev i nat kl. 02:25 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Jægergårdsgade i Aarhus C. Desuden blev den 30 årig mand også sigtet for kørsel uden førerret. 

Kørsel uden førerret
En 28 årig mand blev i går kl. 23:37 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset på Silkeborgvej i Brabrand.

En 28 årig mand blev i går kl. 22:33 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset på Stenaldervej i Brabrand. 

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands Politikreds

På Østervangs Allé i Auning begået lørdag d. 25/7 kl. 02:00

På Fortevej i Risskov begået mellem torsdag d. 23/7 kl. 19:00 og lørdag d. 25/7 kl. 10:30

På Ålykkevej i Risskov begået lørdag d. 25/7 kl. 14:00

På Åvej i Hammek begået mellem torsdag d. 23/7 kl. 12:00 og lørdag d. 25/7 kl. 22:00


Med venlig hilsen 

 

 

Flemming V. Lau, vagtchef






Kilde: Østjyllands Politi