Nyt fra Viby J i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Viby J er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

 

To unge mænd anholdt efter våd aften

To unge 19-årige mænd havde onsdag aften fået lidt rigeligt at drikke, hvilket medførte en højtråbende og forstyrrende adfærd i det centrale Aarhus.

Da en patrulje fra Østjyllands Politi forsøgte at få den ene af mændene til at dæmpe sig og bad ham forlade Skt. Clemens Bro i Aarhus, ytrede han sig i knap så pæne vendinger mod politiet, mens han nægtede at samarbejde med betjentene. Han blev derfor anholdt kl. 02.05.

Fem minutter senere – kl. 02.10 – blev hans 19-årige kammerat også anholdt på Kannikegade i Aarhus C, da han nægtede at efterkomme politiets anvisninger om ikke at blande sig i politiets arbejde. Den 19-årige kammerat havde blandt andet taget fat i den ene af betjentenes arme og forsøgt at trække sin anholdte ven væk fra betjentene. Også han blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

**

 

Cyklist med knojern og amfetamin

Onsdag kl. 20.37 blev en patrulje fra Østjyllands Politi opmærksomme på en mand, der kom cyklende ad Blegdammen i Randers C i retning mod Jernbanegade.

Da betjentene rettede henvendelse til den 48-årige mand virkede han nervøs og irriteret over at blive kontaktet af politiet. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og under en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af en mindre mængde amfetamin.

Den 48-årige blev desuden fundet i besiddelse af et knojern og sigtet for at overtræde våbenloven. Både amfetamin og knojern blev beslaglagt.

**

 

Vaks borger lod sig ikke narre af opkald fra falsk betjent

En 93-årig kvinde fra Grenaa blev tirsdag aften kl. 19.37 ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Rigspolitiet.  

Ifølge den falske betjent var der blevet forsøgt at oprette et lån via den 93-årige kvindes konto, men da den vakse borger spurgte lidt nærmere ind til sagen og stillede flere spørgsmål til den fremmede person, blev samtalen afsluttet af svindleren.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer sine private oplysninger til fremmede. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er de sande myndigheder, der vil i kontakt med dig, kan du altid selv ringe op efterfølgende og spørge til sagen eller den person, der kort forinden måtte have ringet dig op.

**

 

Forbipasserende genoplivede livløs person

Onsdag kl. 13.03 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to tilfældigt forbipasserende personer havde fundet en livløs mand på gaden på Mariagervej i Randers NV.

De to forbipasserende var straks begyndt at yde livreddende førstehjælp til den livløse person, der viste sig at være en 56-årig mand fra lokalområdet.

Efter nogle minutter ankom en patrulje og en ambulance til stedet, som overtog hjertelungeredningen af manden. Noget tid efter fik manden både hjerterytme og vejtrækning tilbage, inden han blev kørt til hospitalet for yderligere behandling.

Østjyllands Politi vil gerne rose de to forbipasserende mænd i alderen 38 og 56 år, som handlede resolut og med det samme ydede livreddende førstehjælp til den fremmede, livløse mand.

Der er intet, der tyder på, at den pågældende person har været udsat for en forbrydelse, og Østjyllands Politi har derfor ikke flere oplysninger om sagen.

**

 

Færdsel:

Onsdag kl. 07.47 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby J, hvor en 60-årig mand påkørte en 25-årig kvindelig cyklist, da hun kom kørende i nordøstlig retning i krydset med Gunner Clausens Vej. Den 60-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Cyklisten kom ikke umiddelbart alvorligt til skade, men modtog behandling i en ambulance på stedet.

Onsdag kl. 09.45 skete der et færdselsuheld på Havnegade i Randers C, hvor en lastbil og en personbil kørte sammen i forbindelse med sammenfletning. Ingen af de to førere – en 23-årig mand og en 55-årig kvinde – kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.

Onsdag kl. 15.29 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Viby J, hvor to biler kørte sammen i forbindelse med en vigepligtsforseelse. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade, mens der dog skete en del materielle skader på de involverede køretøjer.

**

 

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse:
På Honningvænget i Tilst begået mellem torsdag d. 23/3 kl. 12.00 og tirsdag d. 28/3 kl. 00.00
På Grundtvigsvej i Viby J begået onsdag d. 29/3 mellem kl. 08.00 og kl. 13.16
På Illerupvej i Aarhus N begået mellem tirsdag d. 14/3 kl. 00.00 og onsdag d. 29/3 kl. 14.00
På Vidtskuevej i Viby J begået onsdag d. 29/3 kl. 20.30
På Spurvevej i Hammel begået onsdag d. 29/3 kl. 18.30 og kl. 22.38
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi