Mand råbte ukvemsord efter betjente i Viby

Profilbillede
dato

En patrulje standsede søndag kl. 22.06 en 32-årig mandlig bilist i en rutinekontrol ved en p-plads på Ringvej Syd i Viby. Da det lugtede af hash fra bilen, besluttede betjentene at ransage bilen og visitere manden. 

Gemt i bilen lå en pose med noget hash, og i lommen havde den 32-årige flere tusinde kroner i kontanter. Han blev på baggrund af fundene sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.  

Ud over stofferne blev pengene også beslaglagt, da betjentene mistænkte at de stammede fra narkosalg. 

Da den 32-årige fandt ud af, at kontanterne blev beslaglagt, blev han rasende og råbte adskillige ukvemsord efter patruljen. Han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet. 

Kilde: Østjyllands Politi