Onsdag den 3. maj kan du opleve, hvad det vil sige at være en del af en læsekreds med digte på Viby Bibliotek kl. 14.00-15.00.
Læsekredse er magiske. Når man snakker med andre mennesker om bøger, bliver oplevelsen ofte større. De andre har lagt mærke til andre ting, forstået noget anderledes. Deres oplevelse lægges til.
Vi har alle forskellige erfaringer med os og ser og fortolker verden forskelligt. Det gør det enormt givende at læse og snakke om litteratur sammen med andre.
Digte er vidunderlige.
De er ofte undervurderede.
Vi har typisk haft oplevelser med digte engang i folkeskolen, hvor de virkede nærmest umulige at tyde. Men i denne læsekreds hjælper vi hinanden.
I denne læsekreds handler det ikke om at finde "det ene og eneste rigtige svar".
I denne læsekreds handler det om at undres, at blive bevæget, fortryllet og have gode snakke sammen - og at opleve præcis, hvad digtene kan.
Denne første gang er en åben introgang, hvorefter I finder en fast dato hver måned, hvor vi kan mødes og drikke kaffe, spise kage og snakke sammen om en ny digtsamling.
Til første gang behøver man ikke have læst noget på forhånd.
Tid: Onsdag den 3. maj, kl. 14.00-15.00
Pris: Gratis
Sted: Viby Bibliotek
Målgruppe: For voksne
Reservér en gratis billet her.