Viby IF's 2. divisions-herrer tog torsdag imod storfavoritterne fra ligaholdet KIF Kolding, i Santander Cup. Der var, af gode grunde, stor niveauforskel, men Viby-herrerne leverede en pæn indsats, da de tabte 16-31 til KIF Kolding.
Derfor var det også en tilfreds Viby-træner, i Morten Jørgensen, vi fangede til en reaktion på kampen.
Det er altid sjovt og spændende at møde et ligahold og se, hvordan man kan klare sig mod et hold fra landets bedste række. Ingen tvivl om, at det er en stor mundfuld, men jeg synes at vi går fra kampen med æren i behold efter en flot indsats hele vejen rundt.
Det gik bare ikke, som det skulle og ifølge træneren er der flere ting, som ikke lykkes.
Jeg syntes egentligt også at vi spiller os frem til flere gode chancer, som vi så brænder. Men vi skal også tænke på, at klasse i målet ikke fornægter sig, og at KIF Kolding har to gode målmænd, som er hurtige til at læse vores afslutninger.
Selvom der ikke var nogen sejr til hjemmeholdet, kunne Morten alligevel se lysglimt i mørket.
Udover den gode indsats fra alle, så var dem som normalt spiller i Serie 1 med til at gøre en god figur. Det skal blandt andet nævnes, at Anders Tolbøl på ca. 15 min havde tre afslutninger, som han alle scorede på. Henrik Pinholt havde en fantastisk god arbejdsindsats, specielt med hans forsvarspil, som var rigtig godt og i høj klasse.
Igen vil jeg nævne vores målmænd Rasmus Riis og Søren Godbersen, som også leverede gode præstationer og viser klassen, når forsvaret kan presse modstandernes afslutninger. Søren Godbersen blev kåret til kampens spiller af det sportslige udvalg, som bestod af to skadede spillere, Nikolaj Jensen og Patrick Jørgensen.
Målscorere: Martin Haudrum 4, Anders Tolbøl 3, Mikkel Vesten 3, Simon Lauridsen 2, Magnus Pihl 2, Henrik Pinholt 1, Jacob Hansen 1
Redninger: Rasmus Riis 7 og Søren Godbersen 7
Kampens resultat:
16-31
til
KIF Kolding, Liga
Række: Santander Cup - LP Herrer, 5. Runde