I de næste måneder bliver flere sidegader til Vesterbro Torv i Aarhus Kommune udstyret med grønne regnvandsbede og -bassiner. Tiltaget er en nødvendig del af klimatilpasningen og skal sikre, at området bedre kan håndtere store mængder regnvand ved kraftige skybrud.
Som en konsekvens nedlægges der parkeringspladser til beboere på Skt. Marcus Kirkeplads, Langelandsgade, Teglværksgade og Janus la Cours Gade. Disse gader ligger alle i beboerparkeringsområde 4, Randområde Nord. For at kompensere for tabet foreslår rådmand Nicolaj Bang, Teknik og Miljø, at området for beboerparkering udvides, så naboerne fortsat har gode muligheder for at finde parkering nær deres bolig. Teknik og Miljø arbejder på at pege på løsninger, der sikrer samme eller bedre adgang til parkering end før.
Teknik og Miljø estimerer, at området kan få adgang til 45 flere beboerparkeringspladser end i dag, hvis forslagene godkendes i byrådet. Forslaget omfatter bl.a. 25 nye p-pladser i Langelandsgade, adgang til 72 p-pladser i Ny Munkegade, der ofte er ledige, og tre ekstra p-pladser i Sejrøgade gennem omlægning af skråparkeringen. Samtidig etableres 14 nye afsætningspladser til både beboere og erhverv, som kan benyttes ved eksempelvis af- og pålæsning eller levering af varer.
Disse tiltag kræver politisk godkendelse, og Teknik og Miljø forventer at have en indstilling klar til byrådets behandling i løbet af marts. Beboerne modtager i den kommende tid information i e-Boks om de planlagte ændringer.
Klimatilpasningen er en del af det samlede Vesterbro Torv-projekt i Aarhus og sker med støtte fra Aarhus Vand. Omdannelsen omfatter foruden regnvandshåndtering også forbedringer som flere cykelstier og bredere fortove, der øger trygheden for cyklister og fodgængere.
Yderligere overblik over de enkelte gader og de konkrete tiltag kan findes her: https://www.aarhus.dk/sidegader