Den enes aflagte sager er den andens guld. Kom af med dine brugte ting og få ’nye gamle’ skatte med dig hjem, når Socialdemokratiet i Viby holder byttemarked på Viby Bibliotek lørdag den 11. september.
Trænger du til at få ryddet ud i garderoben, eller er loftet ved at være lidt proppet? Så er tiden måske inde til en oprydning, hvor andre kan få glæde af de ting, du ikke længere selv bruger.
Viby Bibliotek lægger hus til, når Socialdemokratiet i Viby holder byttemarked den 11. september kl. 13.00-17.00. Alle er velkomne, så du kan sagtens tage en god veninde eller din mor under armen og nyde et par gode timer med at gå på jagt i genbrugsguldet.
Medarrangør og folketingsmedlem Camilla Fabricius håber, at mange aarhusianere har lyst til at slå vejen forbi biblioteket: ”Jeg mener, at alt kan genbruges. Jeg er kæmpe fan af, at vi giver tingene nyt liv. Noget af mit bedste tøj har jeg fundet i genbrugsbutikker, og det glæder mig, at genbrug virkelig er kommet på mode. Vi skal væk fra ’brug-og-smid-væk-samfundet’”, siger hun.
Grøn iværksætter og byrådskandidat Jesper Kjeldsen lægger vægt på, at genbrug også er bæredygtighed: ” Jeg synes, det er dejligt, at vi i Viby kan have sådanne arrangementer. Det giver mulighed for at tænker over, hvad det er vi egentlig gør af vores ting, som vi ikke bruger mere, selvom det stadig er fuldt funktionsdygtigt. Det er rigtig godt, at vi tænker på genbrug, så vi ikke bare fortsætter med at producere en helt masse ting.”, udtaler han.
Alle er velkomne uanset politisk observans, der er gratis entré, og der vil blive serveret kaffe.
For yderligere information
Kontakt Camilla Fabricius, 6162 5864
Læs mere her Byttemarked på Viby bibliotek