Borgmester Jacob Bundsgaard mener, at velfærden i Aarhus vil lide alvorligt, hvis der ikke tages hånd om rekrutteringsproblemerne i kommunen. Især ældreområdet er hårdt ramt, og mangler ansatte.
FOA Århus, som har hovedsæde i Viby, er enig med borgmesteren i, hvordan man skal skaffe flere ansatte til eksempelvis plejesektoren: Der skal bedre arbejdsmiljø til.
“Alle er enige om, at vi skal have flere hænder, for normeringerne har i alt for lang tid været for lave. Men det er klart, at man står i sådan en situation. Politikerne ligger faktisk, som de har redt”, siger Inge Jensen Pedersen, formand for FOA Århus til Lokalavisen Aarhus.
Arbejdsmiljøet er ifølge FOA, og pædagogernes fagforening BUPL Århus, altafgørende, hvis der skal tiltrækkes flere kolleger til at løse plejeopgaverne.
Inge Jensen Pedersen fra FOA Århus betoner også vigtigheden af at det skal være uddannet personale, og ikke ledige på arbejdsmarkedet uden relevant uddannelse, der skal rekrutteres, da plejeopgaver ikke er noget, som enhver kan varetage.
FOA opfordrer desuden kommunen til at tilbyde timelønnede vikarer fastansættelse, så vikarerne ikke arbejder under vilkår, der minder om gamle dages daglejere.