Endnu en ældre kvinde udsat for svindelnummer

Profilbillede
dato

Onsdag kl. 13.34 blev en 89-årig kvinde fra Åbyhøj ringet op af en mand, der udgav sig for at være sikkerhedsvagt i en bank. Han fortalte hende, at der var foregået en masse svindel, og at der derfor ville komme en medarbejder ud til hende og hente hendes dankort og kode, så hun kunne få et nyt.

Kvinden fik besked på at blive i røret, indtil manden var ankommet til stedet, og hun blev vejledt om at beskrive, hvilket tøj manden havde på, så de var sikre på, at der var tale om den rigtige person. Den ældre kvinde udleverede både dankort og kode, og efterfølgende var der blevet hævet flere tusinde kroner på hendes konto. 

Østjyllands Politi har i løbet af de seneste måneder modtaget en del anmeldelser med samme fremgangsmåde som ovenstående, og afdelingen for økonomisk kriminalitet er i fuld gang med at efterforske sagerne i forsøget på at finde frem til svindlerne. 

Fælles for sagerne er, at de forurettede er ældre kvinder, der bor i Aarhus-området. Politiet vil derfor gerne på det kraftigste opfordre til, at børn og børnebørn tager en snak med deres ældre familiemedlemmer og vejlede dem om, hvordan de skal agere, hvis de bliver ringet op af en, der udgiver sig for at være fra banken, og som beder dem udlevere dankort og kode. 

Det bedste råd er, at man lægger på, hvis man bliver ringet op af nogen, der siger de ringer fra banken – eller at man beder om navn og afdeling på vedkommende, så man selv kan ringe op til banken og spørge efter den pågældende medarbejder. Og så skal man aldrig udlevere dankort og kode. 

Kilde: Østjyllands Politi