Onsdag skulle AGF-Viby-Stavtrup's U19-piger forsøge at hente sæsonens første sejr, da de tog imod Thy Håndbold i Ceres Arena.
Det var ikke nogen nem opgave AGF-Viby-Stavtrup-pigerne, men holdets manglende skarphed gjorde ikke opgaven lettere. Det blev de brændte chancers kamp, mener cheftræner Mads Elkjær Petersen.
“Brændte chancer gjorde forskellen imod et dygtigt Thy-hold. Arbejdsindsats og energi fra holdet er der ikke en finger at sætte på, men den sidste kvalitet på afslutningerne over en hel kamp det skal vi gøre bedre også selvom Thy har en meget dygtig målvogter.”
Kampen endte i et 20-26-nederlag, men nederlaget til trods, så var der stadig positive elementer, cheftræneren lægger vægt på:
“Simone Gjessing står en flot kamp. Stor ros for det! Julie Rosenfeldt spiller en god kamp i begge ender af banen - "Dodo" kan spille i et højt tempo som klæder vores spil.”
Hvad var det, helt nøjagtigt, der ikke fungerede så godt for jer?
“Det giver lidt sig selv, at afslutningerne over en hel kamp skal være på et højere niveau!”
“Omvendt, hvis vi kan tage de samme ting med fra spillet, og så bare få scoret på flere af vores chancer, så er jeg fortrøstningsfuld. For så længe at vi skaber så store chancer, som vi gør i dag, så må vi tro på at vi er skarpere og har den sidste kvalitet næste gang.”
Næste opgave for AGF-Viby-Stavtrup er søndag den 13. november, når de møder SEIF-Elling Håndbold, der har vundet alle deres kampe hidtil. De spiller i Bannerslundhallen, Elling med kampstart klokken 16:30.
Kampens resultat:
20-26
til
Thy Håndbold
Række: U19 Kvinder 1. Division