Bliv client strategist hos Texta og led B2B-marketingprojekter med fokus på kunderelationer og strategi!

dato

Er du skarp på B2B-marketing, god til kunder, og vild med struktur, overblik og koordinering? Så læs lige med her – det kan nemlig være, du er vores nye Client Strategist i inbound-teamet.

Vi er på udkig efter en kollega, der kan tage styringen på vores større B2B-projekter. Ikke som en klassisk projektleder, der bare holder styr på deadlines. Men som den person, der får kunder, specialister, planer og prioriteter til at gå op i en højere enhed.

Som Client Strategist får du det primære ansvar for relationen til vores B2B-kunder. Du står for den daglige dialog, koordinerer internt med vores specialister og sørger for, at projekterne bevæger sig i den rigtige retning. Både når det gælder strategi, KPI’er, kundetilfredshed og den langsigtede udvikling af samarbejdet.

Relationer, retning og værdi

Som Client Strategist bliver du lead på en række kunder. Din opgave bliver at sætte mål, prioriterer opgaver og sørge for, at det hele bliver fulgt til dørs. 

Du kommer ikke nødvendigvis til at have hænderne dybt nede i maskineriet til hverdag. Til gengæld skal du forstå maskineriet godt nok til at kunne stille de rigtige spørgsmål, lægge en fornuftig plan og få de rigtige specialister i spil på det rigtige tidspunkt.

Derfor leder vi efter en kollega, der har en solid forståelse for de discipliner, der typisk indgår i et B2B-marketingsetup. Det kan fx være annoncering, e-mailmarketing, leadnuturing, CMS og SEO. Du behøver ikke være ekspert i det hele, men du skal kunne tale med, når kunderne stiller spørgsmål og når den forkromede plan skal lægges.

Kunderelationen er central i rollen. Både den daglige dialog, men særligt også udviklingen af relationen og samarbejdet. Du skal kunne spotte potentialer, udfordre kundernes setup og hjælpe dem med at prioritere det, der faktisk skaber værdi. Ikke alt på ønskelisten er lige vigtigt, og det skal du turde sige højt.

Men du skal også være lyttende og forstående. For kunderne kommer med ønsker, behov, frustrationer og feedback, som skal omsættes til konkrete løsninger. Kort sagt bliver din opgave at skabe tryghed, retning og værdi. For kunderne, for teamet og for Texta.

Du kommer blandt andet til at arbejde med …

  • at drive og pleje kunderelationerne – herunder møder, dialog, sparring og udvikling

  • projektledelse og koordinering med dine kollegaer

  • planlægning af kundernes aktiviteter og udvikling af operationelle planer

  • strategisk retning for kunderne i samarbejde med vores Director

  • løbende optimering af samarbejder, indsatser og prioriteringer

  • networking og deltagelse i events, konferencer og lignende.

Du vil passe godt ind hvis du …

  • er god til at spotte potentiale for nye kanaler, discipliner og aktiviteter i kundernes marketingsetup

  • trives med tæt dialog med både kunder og kollegaer

  • har et kommercielt mindset – både på Textas vegne, men endnu vigtigere på kundernes vegne 

  • du forstår, hvad der giver mening at bruge tid, penge og energi på

  • har en god forståelse for de marketingdiscipliner, der indgår i et B2B-setup

  • kan holde overblik over mange projekter uden at miste grebet om detaljerne

  • er god til at prioritere din egen og dine kollegaers tid

  • tør udfordre kunderne, når det er nødvendigt, og stadig bevare den gode relation.

En arbejdsplads, der giver mening

Texta er et digitalt marketingbureau med kontorer i Aarhus og Holstebro. Men selvom vi er et bureau, er der ingen spidse albuer eller performance-ræs. Vi mener nemlig, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Derfor vægter vi fællesskabet højt. Både når det drejer sig om sparring i dagligdagen, men også efter fyraften.

Vi er i dag små 30 kollegaer fordelt på vores to kontorer. Dertil kommer cirka 10 deltidsansatte, som arbejder remote. Vores hold består af skarpe specialister inden for kommunikation, e-mailmarketing, inbound-marketing, betalt annoncering, grafisk design, branddesign, oversættelse, copywriting og korrektur.

Du kan se frem til:

  • en mentorordning, der giver dig en god opstart hos os

  • et godt kollegialt fællesskab og sociale arrangementer

  • frokostordning

  • fokus på trivsel med jævnlige one2ones og en åben-dør-politik.

Er du det næste medlem af #teamtexta?

Lyder stillingen som Client Strategist som det helt rigtige match for dig? Ansøg via formularen her.

Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.

Hvis du har spørgsmål til stillingen eller til Texta som arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte rekrutteringsansvarlige Louise Lundgreen på louise@texta.dk eller 71 79 05 09.

Vi glæder os til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

TEXTA A/S, Gunnar Clausens Vej, 8260 Viby J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 13-07-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/47060a74-2a7d-4aee-bfba-d7a543c7b160

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet