Trænernes forventning til sæsonen var at der skulle skabes et godt træningsmiljø: Der skulle trænes hårdt og løbes en masse, og det kom de til. Pigerne ytrede så selv et enkelt ønske: Vi skal rykke op i 1. division.
Således fortæller årgangsansvarlig, Mads Elkjær Petersen, der er utroligt stolt:
"Ledergruppens forventninger til sæsonen har været at få skabt et godt træningsmiljø, og det synes jeg at vi er lykkes rigtig godt med. Vi ligger og træner 20+ stort set hver gang til træning. Pigerne ytrede ønske om i starten af sæsonen at de ønskede at gå efter at rykke op i 1. division, og det er sket, så stort tillykke og kæmpe respekt til pigerne fra mig!"
Sæsonen startede haltende for AGF-Viby-Stavtrup, hvor de i de første 4 kampe kun hentede 3 point. Men hen mod slutningen ændrede det sig; målscoringen kom i gang, sejrene kom i hus og pludseligt var der sandsynlighed for oprykning. Men der skulle ske mirakler. Mads Elkjær Petersen udtaler således:
"Afslutningen var vild! Billund og Ry skulle spille imod hinanden to gange på en halvanden uge, hvor de skulle spille uafgjort begge gange, for at vi matematisk kunne ende på førstepladsen. Utroligt nok, så lykkes det at de spillede uafgjort begge gange. Derefter stod vi med matchbolden for at rykke op, og den tog vi heldigvis!"
Han fortsætter stolt:
"Stor ros til pigerne! Vi har snakket om til de sidste fire kampe at vi skulle påvirke det vi kunne påvirke og blive ved med at gå efter muligheden og presse de andre hold med at vinde vores kampe og så måtte vi se til sidst om det var nok! Og det var det jo heldigvis!"
Foto: Mads Elkjær Petersen
Aftenen i Ry
Pigernes udtryk hen mod sæsonens afslutning gjorde ledergruppen stolt. Han ser tilbage på en enkelt kamp, hvilken han anser som sæsonens bedste kamp: Kampen på udebane mod Ry. Mads Elkjær Petersen beretter om kampen:
"Det mest udslagsgivende for vores oprykning må være vores 10-målssejr i Ry. Vi havde tabt med fire og to til dem tidligere, hvor vi havde brændt for meget i de to kampe og så er Ry et dygtigt hold. I denne kamp gik tingene op i en højere enhed, vi spillede klart vores bedste kamp i sæsonen og pigerne fik en succes oplevelse på et vigtigt tidspunkt i sæsonen!
Især en enkelt spiller brillerede på aftenen i Ry, ifølge Mads Elkjær Petersen:
"Sofia Nygaard Armann spillede en rigtig flot kamp dernede og bidrog med både mål, assist og en fantastisk holdånd med masser af energi, som smitter af på den bedste måde på alle!"
Sæsonens profiler
Selvom hele holdet fortjener stor ros og de alle sammen har været nøglen til at muliggøre oprykningen, så er der alligevel tre spillere der bliver peget ud af Mads:
Simone Gjessing: "Hun har stået på et højt niveau i samtlige kampe, og lukket ned når det har været nødvendigt. Hun har i øvrigt scoret to mål."
Mathilde Skifte: "Hun har udviklet sit spil meget i begge ender af banen, og tager flere kloge beslutninger over en hel kamp. Hun tager mere og mere ansvar, så det er en kanon udvikling at være med til at se på tæt hold."
Line "Lange" Skougaard: ""Lange" virkelig har taget fusen på mig. Jeg må virkelig rose "Lange"! Hun bliver aldrig glad for min løbetræning, men hold da ferie hun har gjort det godt efter sommerferien. Hun har spillet på et højt niveau, taktisk og teknisk er hun dygtig til at træffe de rigtige vurderinger og så er hun bare en kanon pige. Hun passer rigtig godt ind, og vi er meget glade for at hun er kommet igang igen med at spille bold!"
Dog understreger han, at det har været en holdpræstation:
"Jeg kunne fremhæve alle, da holdet altid er nøglen og årgangen er en fornøjelse at være sammen med!"
Foto: Susanne Brylle Thomsen
Tak for opbakningen!
Fra næste sæson hedder det som bekendt 1. division for AGF-Viby-Stavtrup-pigerne, og det ser Mads Elkjær Petersen frem til. Men de skal ikke bare op og nyde at være et 1. divisionshold; modstanderne skal drilles!
"Vi kommer ikke bare op for bare at være en del af 1. division. Vi vil gerne drille så mange som muligt, og hvis vi kan lykkes med det, så må vi se hvad det kan række til!"
Til sidst har Mads et par ord at knytte fra alle omkring holdet:
"Jeg vil rigtig gerne takke på vegne af pigerne og staben for den opbakning vi har fået hele sæsonen. Det har været klasse og en sand fornøjelse, at har vi skulle spille en mandag aften i Billund, så har vi haft opbakning på lægterne. I har været der hver gang, og det er med til at gøre en forskel! Det er noget vi sætter rigtig stor pris på, så et stort TAK skal der lyde fra os!"
AGF-Viby-Stavtrup 1 er kommet i pulje med følgende:
Aarhus United
Team Esbjerg
Gødvad GIF
Fredercia HK
Her hos VORES Viby J glæder vi os meget til den kommende sæson, hvor vi kommer til at dække U19-Pigerne tæt!
Læs mere fra AGF-Viby-Stavtrup U19-Pigernes sæson her:
Viby-Stavtrup kørte Billund trætte og sejrede til sidst
Viby-Stavtrup vinder vigtigt opgør over Brabrand